Det store snøfallet gjorde at eg på veg til jobben i dag måtte vade gjennom store mengder snø. På fortauet om lag halvvegs såg eg ein mann som stod og måka, og kven andre var det enn filosofen Arild Haaland? Ingen! Det var nemleg akkurat han som stod der og skufla. Kven snakkar vi om? Mellom anna om mannen som på førtitalet gjorde slikt inntrykk på NHH-studenten Agnar Mykle på eit møte i Studentersamfunnet at han fekk eit eige kapittel i
Sangen om den røde rubin (titulert
"Må man elske for å elske?"). Og der stod han, bøygd over snøskufla, seksti år seinare. Då eg kom forbi tok han ei lita pause, lente seg på skaftet. Eg vinka og sa hei. Han smilte breitt med sparsam tanngard og vinka lystig tilbake.
9 kommentarer:
å, ubetalelig. Fint skrevet, om enda ein som heiter arild.
Surku. said:
Fyren er jo sinnsyk. Jeg satt en gang i et panel med han, hvor på han under sitt innlegg begynte å stryke meg på kinnet.
Men det er klart med et helt liv uten et ærlig arbeid, så holder jo kroppen lenge.
ja til kaffe. I alle fall om jeg overlever denne omgangen med green curry, overhydrert og med frysebyger! Skal lære meg å balansere dosen paste og kokosmelk bedre.....
grønn pike.
Kanskje vi burde lage stjernekart (i god Hollywood-stil) over Bergen? Vi har jo bl.a. en viss Fosse å skryte av...
spesial halv ett?
stjelenor har sperret tlf,
har betalt, har betalt!
s
Spesial halv ett!
n.n.: Ikkje noko lunsj i Stockholm, nei. Rekk knapt nok båten, trur eg.
Stjernekart? Tja.
Å det var godt du sa! Jeg er nemlig en og en halv by unna til Söndag uansett!
Øystein, jeg bliver gal af det her brun-rosa lokum! Gimme blå! Gul! Anything!
Og kan vi få swing i lidt Gotland-blogging? Ikke sid dér med al den jævla skjønnlitteratur nu: Instant communication ruler!
:)
Legg inn en kommentar